1976

Da Chipperen blev umulig at køre på, kastede jeg min fokus på gamle minicykler. Jeg havde fundet et kasseret eksemplar på lossepladsen og den blev strippet for alt overflødigt. Vupti – så havde jeg et nyt legetøj. Og inden ugen var omme, havde flere unger i kvarteret fået gravet deres mødres, bedsteforældres eller hvad ved jeg, minicykler frem. I bagspejlet var det egentlig utroligt hvor mange minicykler der var i folks garager.

Det lagde grunden til rigtigt mange timer med at skrue, køre, hoppe, stejle og da jeg en lørdag morgen opdagede at kommunen læssede jord af i store bunker på en tom byggegrund i nærheden, var den første BMX–freestyle-younameit-bane lagt. Det tog ikke weekenden at få kørt et spor i de jordbunker og de næste par år blev banen forædlet i det uendelige. Med betonrør, brædder, skovle og river.

Sammen med den lokale kælkebakke, der fungerede som DH bane for de vilde, udgjorde disse kommunalt skabte jordbunker et sandt cykelunivers for mig og vennerne. Der var mange som fik reddet sig en brækket arm eller to i de år. Jeg kan huske at de værste cykler at køre på, var de minicykler der havde et beslag midt på stellet, så de kunne klappes sammen. Det gjorde de så nogle gange midt i en landing efter et hop!

Egentlig utroligt hvilket stort mod det tog at køre ned ad den kælebakke på en gammel minicykel uden affjedring. Jeg tror ikke jeg turde i dag.